San Francisco

Tjaaa, som det er sket før, så kan man ikke helt regne med, at de planer vi mente at have lagt, vil blive ført ud i livet. fra Vegas ville vi gennem Nevada, videre til Lone Pine, og så derfra til San Francisco – men sådan blev det altså ikke.

I stedet tog vi turen fra Vegas, tidlig fredag morgen, kørte tilbage i retning mod LA, for at tage et lille sving opad, mod San Francisco. Vi har primært kørt på motorvej, pånær ca. 25 miles, hvor vi var havnet på en lille vej, midt i et meget fladt området, med vandingskanaler på alle sider. Vi har kørt gennem landbrug eller rettere sagt, frugtplantager i alle afskygninger, samt vinmarker. Vi måtte overnatte på motel omkring Leemore/Harding, lille  by midt i det hele. Her til morgen kørte vi så de sidste 185 miles til SF.

Vi havde forudbestilt motelværelse, og nu sidder vi så her, med kig ud til havet, det er aften og det er ret koldt, pga. blæsten, samt let tåge, fordi vi er så tæt på vandet. Golden Gate Brigde ligger ret tæt på.

Vi har fået 2 værelser på et Art Deco motel, bygget i 1937, og holdt ved lige med nænsom hånd. De havde desværre ikke mindre værelser før søndag, så dér får vi et andet værelse. Vi synes altså ikke vi har brug for 3 stk. kæmpesenge, til 2 mennesker. Og så koster det en ret pæn slat penge for at bo hér i forvejen. For 3 overnatninger ialt skal vi af med $ 461, men så bor vi altså også på det ældste motel i byen, bygget samtidig med Golden gate Brigde. Det er meget charmerende. Vi har købt 3 dages transport-billet, så kan vi bruge alle offentlige transportmidler, incl. de berømte cable-cars. Dette har vi allerede været ude og tage i brug, og hold da op, hvor er der mange mennesker i byen i denne weekend.

Vi håber lidt, at der kommer lidt mere plads omkring når vi når til mandag, så vi kan tag os tid til at tjekke butikker og andet spændende.

udover at det er koldt om aftenen, så har vejret været ok her, ifølge Chester, som receptionisten her på motellet hedder. De har lovet lidt tåge søndag, men dette skulle forsvinde over middag, og så skulle det blive omkring 25-26 grader, og det er da helt ok. Lige nu er det over 40 grader i Sherman Oaks, hos Kit og Syl. De er så i Vegas i denne weekend, hvor der til gengæld er næsten 50 grader…puuuhhaaa. Takket være de sidste dages køren i bil, uden rigtig at stoppe på vejen, så er min soleksem faldet lidt ned, og det går bedre.