Grand Canyon

Onsdag morgen var jeg klar igen, til gengæld var Bo lidt udmattet, havde ikke rigtigt fået sovet, så vi er da et kønt par på tur ud i verden.

Motellet ligger stort set ved foden af Grand Canyon National Park, så det er lidt dyrere end normalt ude omkring. Men så skal vi altså heller ikke kører ret langt, før vi står og kigger ud over denne massive bjergkæde/kløft.

På trods af Bos dårlige nat, så tog vi hen og fik lidt morgenmad, på et nærliggende (læs -bygningen ved siden af vores motel) motel. Og så skulle vi til det spændende… en tur til et af verdens 7 vidundere, ikke menneskeskabt.

Jeg må her sige, at når man står og kigger udover, så får man sug i maven, hold op, hvor er det spektakulært og enormt stort. Og så er der mange mennesker. det er ikke anbefalelsesværdigt at gå uden for de stier, som er lavet…så alle folk klumper sig jo sammen, de samme steder, hvor der er udkigs-muligheder – forståeligt nok.

Som før nævnt var Bo lidt træt, så vi begyndte at køre tilbage til motellet, så Bo kunne få en lur. Kom lidt på afveje, men fandt så til gengæld et sted, hvor der var skygge, og en flok rov-fugle (vi arbejder på at få disse nærmere identificeret) som svævede ved kanten af kløften, hvor der var mange træer. Vi tror nok, at nogle af de fugle er condorer og andre en art gribbe, men dette skal nok blive opklaret. Vi fik  (mest Bo) taget mange billeder, og andre folk kom til og spurgte hvad vi havde fundet, siden vi nu sad der helt stille, og med kameraet på stativ – et helt set-up, havde vi fået lavet dér.

Efter den oplevelse måtte Bo lige have en lur, men vi er nu så småt på vej derop igen, så vi kan få taget nogle billeder i solnedgangen, med det særlige lys det giver.

Torsdag går turen så videre, nok via Utah, ind i Nevada mod San Fransisco, det bliver lidt af en køretur.