Dag 1 Los Angeles

Så er vi vel ankommet til Los Angeles, efter en meget lang tur. Det startede i god stil i lufthavnen, ombord på flyet uden problemer. Og så kom meldingen om at på grund af tåge i London, kunne vi ikke komme afsted til tiden. Vi skulle blive i flyet, og der sad vi så i 1 time, før vi kom afsted. Vi havde heldigvis rigtig god tid, før vi skulle med næste fly fra Heathrow, så vi tog det roligt. Efter at have fløjet i halvanden time, måtte vi cirkle over Heathrow, på grund af kø. Så tænkte vi, lidt naivt, at så måtte resten da gå som smurt. Men vi skulle da blive klogere. Vi kom ombord på det næste fly til LA, som planlagt, og fik derefter at vide, at der lige var et mindre problem med en container i flyet, som ikke var placeret rigtigt, så dette skulle tjekkes, før vi kunne komme afsted. Så gik der lige halvanden time med det. Og så kunne vi lette. Turen på 11 timer og en slat, gik faktisk rigtigt godt. Det er dog lang tid at sidde, og lave ingenting. Vi havde separate små fjernsyn – dem af os som altså havde en der virkede. Min virkede ikke. Vi var 1 time forsinket, og skulle igennem immigrationen i LA, og dem skal man ikke spøge med. Vi havde fået forkert info i flyet, og manglede derfor at udfylde en seddel. Måtte ud af køen, skrive seddel, gå i kø igen, for at blive flyttet over i en anden kø. Så er det altså hellere ikke sjovt længere. Noget nyt er nu, at man skal have skannet hele sin hånd, og ikke kun en pegefinger og en tommeltot. Det er ikke nemt at lægge sine ganske skæve fingre på en skanner, og fyren som skulle tjekke os, var lettere fortvivlet over resultatet af min skanning. 3 gange måtte vi lave det om, og fordi Bo og mig grinte over det, så tog fyren i immigrationen det også fra den morsomme side. Vi blev tilsidst lukket ind, kunne hente bagagen, og få fat i Kit og Syl, så vi kunne blive afhentet. Så var vi altså også godt møre, kom hjem til Sherman Oaks, fik noget mad, og kl. 20.15 LA -tid lå vi i vores seng. Idag har vi så fået handlet lidt mad-varer, været i Apple-shoppen, foto-shoppen og på Farmers Market i The Grove, hvor vi fik god frokost og limonade (som altså smager så godt- særligt i denne varme). Vi har taget den lidt med ro, sidder lige nu på terrassen, og flipper ud over, at mange små kolibrier, kommer hen og drikker sukkervand som Kit har lavet til dem. De er mindre en 1 m fra os. Der springer egern rundt og spiser nødder som bliver lagt ud til dem. Det er blevet lidt køligt her til aften, og vi kan forøvrigt lugte den brand, som for tiden hærger i området omkring Santa Barbara, som er 140 miles herfra. Så er det snart tid til noget aftensmad, så det må vre alt for nu, (det var vist også en lang smøre).